OM KARSTEN

Igennem hele min barndom har sivsko og produktionen af disse været en central del af mit liv. Far og mor syede i min tidligste barndom hver eneste aften, mens radioen drønede dansemusik ud i rummet. Mor flettede, mens far var på arbejde. Når han så kom hjem, gik han i gang med at lave bundene, hvorefter de syede i fælleskab. Vi børn hjalp også til. Vi pynede skoene, eller vi klippede totter af, som var en rest efter fletningen. Jeg tjente mine første par kroner ved at pyne sivsko.

Igennem mit lange liv har jeg lavet mange forskellige ting. Jeg blev uddannet som tøjekspedient, arbejdede på lager, var repræsentant og til slut slagteriarbejder. Det var først i midten af halvfemserne efter en skade i ryggen, at jeg fik muligheden for at videreuddanne mig hvilket endte med en folkeskolelærer eksamen.

Udover at være folkeskolelærer har jeg udgivet en række bøger, der handler om naturen og menneskene langs Randers Fjord.

MIN EGEN FORTÆLLING

Efter stormen på Dybbøl i april 1864 og i de efterfølgende måneders krigshandlinger, kom der mange sårede til Randers. Historien fortæller, at en kusk der transporterende de sårede, smed et par sivsko i Randers Fjord, da han kørte over broen. Sivskoene havde han brugt til at trække uden på støvlerne, så han kunne holde varmen i de mange timer på bukken.

Sivskoene drev med strømmen og havnede i Uggelhuse, hvor et ægtepar fik skoene i deres vod. De skilte skoene ad og kopierede dem. Det blev efter sigende starten til sivskoproduktionen i Uggelhuse, hvilket mine forældre var en aktiv del af.

I begyndelsen blev skoene solgt af folkene i byen til tilfældige købere, men senere overtog brugsforeningen salget af skoene og sikrede dermed byens fattige fiskerbefolkning en nogenlunde fast lille indtjening. Senere overtog et par lokale forretningsfolk salget, og det fungerede faktisk til langt hen i 60′erne.

Jeg voksede op i en fattig arbejdsmands familie. Vi var fem børn, to piger og tre drenge. Jeg var den yngste. Min bedstefar var erhvervsfisker i byen og cyklede rundt og solgte sin fangst i området. Om vinteren supplerede han sin lave indtægt med at lave sivsko.

Min far arbejdede som rørvæver hos Søren Sørensen, som ejede Uggelhuse kro. Det var hårde tider. Om vinteren var han på fjorden og skar tagrør til tagtækning. Når han kom hjem efter en benhård iskold dag, stak han bunde til sivsko og syede, indtil han gik i seng. Min mor var hjemmegående som så mange andre kvinder på den tid. Hver morgen når min far var taget af sted, gik hun i gang med at flette. I løbet af formiddagen flettede hun så mange neg som muligt, så far havde noget at arbejde med, når han kom hjem. Hver eneste uge året rundt leverede far syv dusin sko til opkøberen.

Priserne var lave, men det var en nogenlunde fast indtjening, der kom fra skoene.

Når jeg tænker tilbage på min barndom, er det lyden af sivskonålen og lugten af sivskofletningen, der står tydeligst i min erindring. Jeg ved ikke, hvor gammel jeg var, da jeg første gang fik stukket en saks i hånden og blev sat til at pynte sivsko for den nette sum af 10 øre per bund. Eller ligge dødstille en bagende varm sommerdag gemt inde bag velduftende neg af siv, mens græshopperne spillede lystigt på marken ved siden af huset. Eller liggende på toppen af et løst siv, mens lastbilen langsomt brummede rundt til de mange pensionister, der købte siv af far.

Tiden ændrede sig i løbet af 60′erne. Far opgav arbejdet på fjorden og fik arbejde på en fabrik inde i Randers, men han holdt fast ved sivskoene, selvom mange rystede på hovedet af ham.

I sommerferien tog han på fjorden og skar de siv, han skulle bruge til vinterens produktion. I en periode var han nødt til at hente sivene helt oppe ved Flyndersø, da sivene i en periode var meget dårlige i Randers Fjord.

Langsomt men sikkert faldt sivskoproduktionen i området. Folk fik fast arbejde i Randers, og opgav det ulønsomme slid med skoene. Mange gange når jeg sad som voksen og sludrede med far, mens han syede, talte vi om, hvor vigtigt det var, at jeg fik lært at sy. Jeg havde arvet hans levende interesse for fjorden og tilbragte al min tid der. Noget jeg den dag i dag stadig gør. Jeg fisker og går på jagt, og dengang hjalp jeg også far med at skære siv, men syningen kom jeg aldrig i gang med. Der var altid noget, der kom i vejen.

En dag da vi var ude på vores daglige tur i skoven og gik og talte om det forestående sildefiskeri, fik han en blodprop i hjertet og døde i mine arme. Et par uger efter hans begravelse gik jeg ind i hans værksted igen, satte mig med hans værktøj i mine hænder, idet en bekendt havde spurgt, om jeg kunne sy ham et par sko. Jeg havde set på far sy så mange gange i mit liv, at det slet ikke føltes fremmed at sy. De første sko var ikke noget særligt, men ganske langsomt blev de bedre og bedre. Efter et år havde jeg allerede en pæn produktion i gang. Jeg havde haft min daglige gang i et slagteri i en årrække og havde raget en rygskade til mig, så jeg var tvunget til at gå i gang med en uddannelse. Det blev folkeskolelæreruddannelsen. Sivskoene var i høj grad med til at give mig smør på brødet, helt i stil med mine forældre, selvom jeg aldrig vil kunne leve af det.

En dag håber jeg, at en af mine drenge vil tage det gamle håndværk op, så det bliver bevaret for eftertiden.