HISTORIEN OM MARTINUS ANDERSEN

Det var en helt anden tid, som vi moderne mennesker kan have svært ved at forestille sig. Sivskoene var en livsnødvendighed for de mange fiskerfamilier i Uggelhuse. Man syede skoene, hvad enten man kunne lide det eller ej. Min bedstefar og bedstemor var fattige folk med en stor børneflok i et lillebitte slidt hus. Det var et liv med slid og slæb. Bedstefar var på fjorden hver eneste dag for at tilse sine ruser og sine garn. Når der var godt med fisk, læssede han fiskene i en lille kasse, som han havde foran på cyklen og cyklede rundt i hele sognet og solgte sine skrubber og sild til arbejder familier og bøndergårdene.

Når sommeren kom, skulle der skæres siv eller sivi, som man i Uggelhuse kaldte dem. Alting var indrettet efter naturens luner. Han vidste præcis når vandet vendte, og det skulle udnyttes, når han høstede siv nedenfor Dronningborg. Nogle gange betød det overnatning i en åben båd, mens han ventede på daggryets komme, så han kunne starte sivhøsten. Var han heldig, havde han vinden i ryggen på hjemturen, og så kunne han hejse et tjæret sejldugssejl og på den måde spare kræfterne på vej hjem. Vel tilbage i Uggelhuse måtte han bruge aftenerne til at røgte sine sommerruser.

Når efteråret kom, og fiskeriet lækkede mod enden, og bladene var blæst af tagrørene, var han på fjorden for at skære tagrør. Om aftenen kom turen til sivskoene, som så blev syet til et akkompagnement af klirrende tørrede skrubber på snore oppe under loftet. Dengang blev alle skoene solgt til brugsforeningen, eller opkøbere som videresolgte byens sko.

Når vinteren kom med frost og is, og der blev lavvande i kassen, blev ålejernet fundet frem, og så blev der stanget ål hver eneste dag. Nogen skulle sælges, men en stor del blev brugt i husholdningen. Dels skulle de bruges som stegte ål og til ålesuppe, der varmede og gav kræfter vinteren igennem.