Uddrag af Kanonsnedkerens Søn

Kapitel 13: Lastbilen

Sådan havde den ligget i flere hundrede år. De gamle huse stod skæve og hang på bredden af den store brede fjord. Stråtagene var gamle og slidte, vinduerne skæve! Den eneste store bygning som var ny, var den store brugs, som hævede sig langt op over de andre, og fik den lille købmandsforretning med det udslidte eternittag, til at se fattig og ussel ud. I den ene ende af byen lå den gamle kro under flotte prangende elmetræer. Masser af mennesker besøgte kroen. Inde i den gamle agtværdige lobby, hvor en fin trappe førte op til førstesalens værelser, hang der et indrammet portræt af hele Danmarks Liva, som engang i en fjern fortid havde besøgt den lille by, og indtaget et måltid i kroen. Så var der den gamle skole, som lå med fin udsigt over fjorden.Engang det sted, hvor alle børn passerede på deres vej til voksenlivet. Nede ved fjorden lå den gamle plads, som i generationer havde været den lille bys livsnerve. Her var bunker af fisk, tagrør og siv blevet landet. Nu var det blevet nye tider. De gamle fiskere var næsten forsvundet, og blevet afløst af nye folk, der gik rundt dernede, og lod som de var fuldbefarne fiskere. Det var måske meget godt.

Lastbilen

Peter sad mageligt henslængt på træstolen i køkkenet, med hænderne foldet over den tykke topmave. Det store kødfulde ansigt lå i fordragelige folder, mens de små plirrende øjne stirrede dovent ud af vinduet. Hans tommelfingre var i uafbrudt bevægelse, roterede rundt om hinanden. Udenfor skinnede forårssolen fra en skyfri himmel. Vasketøjet flagrede muntert i den friske vind. Et par forårskåde viber slog deres volter over den fugtige fjordeng, der lå på den anden side af huset, og som han lige akkurat kunne skimte, hvis han strakte sig fra sin plads ved siden af kakkelovnen, men det gjorde han ikke, han gad simpelthen ikke. Han sad alt for godt! Dagny rumsterede ude i køkkenet. En liflig duft af frisk franskbrød fyldte det lille køkken og sivede ind til ham. På komfuret snurrede en stor madam blå, og sendte også en forjættende duft af kaffe ind til ham. Han sad og fulgte hendes bevægelser. Han flyttede uroligt på sig, da hun bøjede sig ned og den blomstrede kjole strammede over hendes velformede bag. Han var faktisk begyndt at overveje, om han skulle bevæge sig over til hende, men så rettede hun sig op, trak en plade med friskbagte franskbrød ud af ovnen og satte dem i vinduet til afkøling. Han sukkede ærgerligt, trak en krøllet pakke cigaretter op af holmens bukserne rummelige dyb, og fik ild på en cigaret.
– Skal du ikke til kontrol i dag? Spurgte hun
– Det ved jeg sgu ikke rigtig, gryntede han og flyttede uroligt på den tunge krop. Han hadede arbejde og ville faktisk helst sidde derhjemme
– Jeg hørt i går, at Svend Hansen mangler folk til at bryde et udhus ned, sagde han med en ærgerlig mine i det fedladne ansigt
Dagny hældte en kop kaffe op i en skåret kop og rakte ham den. Han så taknemmelig på hende med et fugtigt glimt i de vandblå øjne.
– Hvad vil han betale i dagløn? Hun kiggede på ham.
– Det ved jeg sgu ikke, og jeg vil heller ikke have det at vide. Sagde han hidsigt og tog et ordentlig drag af cigaretten, så de store ører vippede frem for at dække stedet hvor kinderne var forsvundet.
– Jeg vil hellere gå glip af en dagløn eller en dags understøttelse, end pukle mig ihjel for den idiot.
– Der var kommet noget klynkende over hans stemme.
– Ja ja, godt ord igen, sagde hun fredsommeligt, mens hun så kærligt på ham.
En time senere stod han inde i stuevinduet, og så Dagny forsvinde op ad vejen på vej til rengøringsjobbet. Han sukkede, kiggede et øjeblik længselsfuldt på divanen, inden han skottede mod uret der tikkede truende deroppe på væggen. Nej han skulle fandeme ingen steder, hellere ligge på divanen end at risikere at blive sendt hen til Svends pilrådne udhus. Ude på vejen cyklede Erik forbi! Han trak sig hurtigt tilbage fra vinduet. Så han ham? Nej det gjorde han ikke. Den nævenyttige karl. Han tænkte arrigt på hændelsen dagen før. Han havde stået henne på kontrolstedet, stirret på aviserne på gulvet, som lå i en sirlig række, fra køkkendøren og hen til skrivebordet hvor fagforeningsformanden havde siddet, mens den magre og sure kone strengt stod og så på hans våde støvler og dryppende frakke, som om han kunne gøre for, at det havde regnet. Han håbede, nej han bad til, at der intet arbejde var at få, men alle hans anstrengelser var blevet gjort til skamme. Fagforeningsformanden havde rakt ham en seddel, med et skadefro udtryk i sit lange bedrøvelige hesteansigt, mens den fladpattede kone triumferende så på. Tårerne stod i øjnene på ham, da han som en slagen mand vaklede ud af døren.
Han var blevet sendt ud for at hjælpe Erik og Poul med at læsse tagrør. Det havde været mere end hårdt.
Sveden var drevet af ansigtet på ham. Han havde pustet og stønnet og plaget de to andre om en pause, men lige lidt havde det hjulpet. Da de endelig var blevet færdig med læsset, havde han været fuldstændig udmattet. De andre havde stået og nydt deres øl ved siden af lastbilen. Han havde været ude af stand til at stå op, benene rystede under ham. Fuld af selvmedlidenhed var han gået om foran lastbilen, og havde sat sig på den brede kofanger med øllen i sine rystende hænder. Han havde taget kasketten af, og tørret sveden af panden, da lastbilens motor startede med et brøl. Det havde givet et spjæt i ham, men han havde ikke nået at få rejst sig, inden lastbilen satte i gang, og rullede hen ad vejen. Øllen var røget på jorden. Desperat havde han klynget sig til lastbilens kølegitter med sine fingre, mens landskabet jog forbi ham hurtigere og hurtigere. Et par unger havde måbende stået og peget på ham, da han og lastbilen fløj forbi. Han var sikker på, at hans sidste time var kommet. Det var kun et spørgsmål om tid, inden han måtte slippe taget, og lade sig falde ned foran bilen. Dagny! Gispede han skrækslagen. Så var hans ene træsko røget af. Landsbyen dukkede op foran ham, og inden han vidste af det, skrumplede lastbilen ind i byen, bumpede igennem et stort hul i vejen, som sendte kaskader af vand til alle sider. En knægt med lyst strittende hår, holdt på sin cykel og stirrede forundret på ham, da de suste forbi. Han følte hvordan han langsomt gled fremad på kofangeren. Foran dukkede brugsen op. Lastbilen sagtnede farten og standsede foran døren. Han sprang hurtigt ned fra kofangeren og skyndte sig haltende om på den anden side af brugsen, mens han så sig omkring. Nej der var vist ikke nogen anden end knægtene der havde set ham, og det var galt nok endda. Slukøret luntede han ned af vejen, mens han forsøgte at undgå de værste vandpytter på sin ene strømpesok.
Han smed sig muggent på divanen. Det kunne der hurtigt blive en historie ud af. Erik det møgøre var sikkert allerede i fuld gang med at sprede historien. Ligesom sidste år. Da havde han også haft travlt. Han havde været i grøfterne sammen med Erik og Poul. Da de skulle i gang med at gøre en ny grøft op, havde han sagt til de to andre, at han ville gå højere op af grøften og begynde der. Han var trasket langt op af grøften, til sidst var de to andre forsvundet ude af syne bag et levende hegn af store svajende popler. Solen havde skinnet så dejligt. Han havde smidt sig på ryggen under en stor poppel, som gav læ for vinden. De hviskende lyde af poplens blade fik ham til at lukke øjnene, bare for et øjeblik, lovede han sig selv. Et øjeblik efter sov han tungt. Han vågnede sidst på eftermiddagen, satte sig fortumlet op, tog sig til sin ømme ryg, inden han luntede ned langs grøften. En halv kilometer nede, mødte han de to andre. – Nå har du lavet noget? grinede Erik.
– Jah en halv kilometer er det da blevet til, sagde han, mens han så tilpas træt ud.
– De to andre skraldgrinede.
– Hvad griner I af? Sagde han forarget.
– Det er sgu da mærkeligt, at vi ikke har set en stump grøde hernede!
Han var afsløret, bandende luskede han hjemad med de to arbejdskammerater grin i ryggen.

Han vågnede nogle timer senere med et spjæt. En af ungerne var kommet hjem fra skole og var i gang med at grave haven. Udenfor kaglede hønsene, og naboens hund glammede rasende. Bandende satte han sig op, trak ned i den blå sømandstrøje, inden han på strømpefødder gik ud i køkkenet. Havde Dagny ikke sat noget mad til ham, inden hun var kørt. Joh der stod nogle stykker smørrebrød, som var lige til at gå til. Han slugte maden i en fart, så sig omkring efter kaffekanden. Skænkede sig en kop lunkent kaffe, og famlede efter cigaretterne. Så skulle fanden da også! Der var ikke flere i pakken. Han traskede ind til skænken i stuen. Nogle gange lå der nogle i skuffen. Nej der var heller ikke flere. Skulle han virkelig være nødt til at cykle op til købmanden. Han var tæt på at græde i ren og skær frustration, men der var ingen vej udenom. Han gik ud i bryggerset, trak støvlerne på, smøgede den blå arbejdsjakke på. Han gik målbevidst over til den gamle rustne cykel, der stod under den store kastanie på den tilgroede gårdsplads. Lidt efter knirkede han op af vejen. Solen skinnede, så det var en lyst. Fra Svend Hansens gård klingede hammerslagene uafbrudt, kun afbrudt af muntre råb. Godt han var sluppet, han fandt nok på råd med daglønnen, som han nu måtte undvære. Dagny havde jo da også sit gode arbejde.
Han svingede ind foran købmandsbutikken. Peter Andresens lille lastbil holdt parkeret i pløret foran døren med motoren gående. Han hoppede af cyklen, og skulle lige til at trække forbi lastbilen, da den pludselig begyndte at bakke. Bagsmækken ramte ham i brystet, og væltede ham. Cyklen skramlede hen ad jorden ved siden af bilen. Han begyndte at rulle rundt, da det ene baghjul ramte ham, og pressede ham ned i mudderet. Han mistede pusten, og tænkte nu er det sket, nu er min sidste time kommet. Så var hjulet på den anden side af ham. Lastbilen stoppede. Han hævede hovedet fra mudderet, det dryppede fra hans næse. Jeg lever! Han begyndte at krabbe fremefter. Gearkassen på den aldersstegne vogn skrattede, og bilen rullede frem igen. Hjulet ramte ham i siden og sendte ham ned i pløret igen, og et øjeblik efter, blev han presset ned i mudderet igen. Han var flad som en pandekage. Han slap en ordentlig skid. Lastbilen stoppede igen. Han hævede langsomt hovedet fra mudderet, så begyndte han langsomt, som en skildpadde at kravle væk fra lastbilen. Gearkassen skrattede protesterende. Han kom vaklende på benene, støttede sig til bagsmækken, men blev så kastet omkuld, da den ramte ham i brystet, og væltede ham om på ryggen, inden han nåede at rejse sig, trillede baghjulet over maven på ham endnu engang. Gispende kom han fri af bilen, haltede hen til cyklen, rejste den op og kom besværet op på den. Det med cigaretterne kunne han vist godt undvære nu. Han trængte til at hvile sig, tænkte han oprevet.
Dagen efter stod han øm og forslået i den lille købmandsbutik og så på, at købmanden ekspederede et par kvinder. Klokken over døren ringede og Peter Andresens lille tykmavede kone kom ind. Han kiggede på hende, så sagde han.
– Du Gerda, Peter han kørte over mig tre gange her udenfor butikken i går eftermiddag! Han så anklagende på hende
– Jah, den Peter har heller aldrig kunnet køre bil, sagde hun og gik forbi ham hen til disken.