Historien om Martinus Andersen

Det var en helt anden tid, som vi moderne mennesker har svært ved at forestille sig. Sivskoene var en livs nødvendighed for de fattige fiskerfamilier i Uggelhuse. Man syede skoene hvad enten man kunne lide det eller ej. Min bedstefar og bedstemor var fattige folk med en stor børneflok i et lillebitte slidt hus. Det var et liv med slid og slæb. Bedstefar var på fjorden hver eneste dag, for at tilse sine ruser og sine garn. Når der var godt med fisk, læssede han fiskene i en lille kasse, som han havde foran på cyklen, og cyklede rundt i hele sognet, og solgte sine skrubber til bøndergårdene. Når sommeren kom, skulle der skæres siv. Alting var indrettet efter naturens luner. Han vidste præcis når vandet vendte og det skulle udnyttes. Nogen gange betød det overnatning i en åben båd, mens han ventede på daggryets komme, så han kunne starte sivhøsten. Var han heldig, havde han vinden i ryggen på hjemturen, og så kunne han hejse et tjæret sejldugssejl, og på den måde spare kræfterne på vej hjem.

Sidst på efteråret når fiskeriet var overstået kom turen til sivskoene, som så blev syet til et akkompagnement af klirrende tørrede skrubber på snore oppe under loftet. Dengang blev alle skoene solgt til brugsforeningen, eller opkøbere som videresolgte byens sko. Når vinteren kom, og der blev lavvande i kassen, blev ålejernet fundet frem, og så blev der stanget ål hver eneste dag. Nogen skulle sælges, mens en stor del skulle bruges i husholdningen. Dels skulle de bruges som stegte ål og til ålesuppe, der varmede og gav kræfter vinteren igennem.